Samarbejdsaftale for Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning

§ 1. AFTALENS PARTER

Følgende parter indgår aftale om aktivt at støtte og samarbejde om aktiviteterne i forbindelse med nærværende samarbejdsaftale:

Den Danske Filmskole
Theodor Christensens Plads 1
1437 København K
CVR: 169677934

Aalborg Universitet
Institut for Kommunikation og Psykologi
Rendsburggade 14
9000 Aalborg
CVR: 29102384

Aalborg Universitet
Det Tekniske Fakultet for IT og Design
Niels Jernes Vej 10
9229 Aalborg Ø
CVR: 29102384

Det Kongelige Akademi
Philip De Langes Allé 10
1435 København K
CVR: 18975734 

DTU Compute
Richard Petersens Plads
Bygning 324
2800 Kgs. Lyngby
CVR: 30060946 

Københavns Universitet
Datalogisk Institut, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Universitetsparken 5
2100 København Ø
CVR: 29979812

Aarhus Universitet
Institut for Kommunikation og Kultur
Langelandsgade 139
8000 Aarhus C
CVR: 31119103

IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S
CVR: 29057753

CADA Truemax 
Sluseholmen 1, 2. sal 
2450 København NV 
CVR: 25772385 

 

§ 2. FORMÅL

Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning (DADIU) – stiftet 31. januar 2005 – er et nationalt netværk på tværs af universiteter, videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner samt andre relevante uddannelsesinstitutioner, der har til formål at uddanne højt kvalificerede kandidater til den digitale og interaktive del af underholdnings- og spilbranchen. DADIU ønsker at fremme forskning, innovation og udvikling inden for dette felt. Kernen i DADIU er det tværfaglige, produktionsbaserede uddannelsessamarbejde med tæt kontakt til den digitale, interaktive branche. DADIU-forløbet er et fuldtidsstudium på ét semester.

  • DADIU-forløbet er bygget op omkring en eller flere produktioner samt undervisning i de enkelte kompetencer.

  • De studerende samarbejder på tværs af uddannelsesinstitutionerne.

  • Undervisningen varetages af både forskere, faglærere og fagprofessionelle fra den digitale interaktive branche.

  • DADIU-produktionerne er bygget op omkring produktionshold, som arbejder efter samme principper som professionelle produktionshold.

  • DADIU-forløbet indgår som en del af flere forskellige uddannelser. Selve undervisningsforløbet varetages centralt, men udprøvningen foretages lokalt på grundlag af de enkelte uddannelsers studieordninger.


§ 3. ORGANISATION

DADIU er organiseret med en styregruppe og en koordinationsgruppe, en operatør og en akademileder. I hver af de to grupper sidder en repræsentant fra hver af parterne. De to gruppers formål og opdrag er at sikre rettidig og kvalificeret udvikling og koordinering af DADIU samt at sikre, at der på tværs af parterne er beslutningsdygtighed og gensidig dialog. Operatøren varetager driften, hvilket omfatter koordinering af undervisningsaktiviteter, dialog om kvalitetssikring samt facilitering af den løbende videreudvikling af DADIU i samarbejde med parterne. Operatøren udpeger/ansætter en akademileder. Disse beskrives i § 4, ​​§ 5 og § 6.

 
§ 4. STYREGRUPPE

Der nedsættes en styregruppe med deltagelse af en repræsentant fra hver af parterne samt akademilederen (se § 6, stk. 3). Såfremt et styregruppemedlem træder ud, udpeger den pågældende part et nyt medlem for resten af perioden. Styregruppen vælger et antal eksterne medlemmer til styregruppen. De eksterne medlemmer deltager i styregruppen i en rådgivende funktion uden stemmeret.

Stk. 2
Styregruppepladserne besættes/genbesættes inden udgangen af 1. kvartal i år med ulige årstal, og styregruppen konstituerer sig på det første møde herefter med forperson og næstforperson. Det betyder, at de eksterne medlemmer vælges af den afgående styregruppe.

Stk. 3
Styregruppen fastlægger de overordnede mål og rammer for DADIU. Styregruppen behandler operatørens forslag til budget samt principper for afviklingen af uddannelsen.

Styregruppens formål er herudover at:

  • Beslutte ramme og vilkår for samarbejdet i DADIU

  • Tegne samarbejdet indadtil i forhold til egne institutioner i overensstemmelse med aftalens formål

    Igangsætte relevant samarbejde og udviklingsarbejde.

Stk. 4
Styregruppen mødes to gange om året. Såfremt en af parterne ønsker det, kan der indkaldes til ekstraordinære møder. Mødedatoer fastsættes for et år ad gangen. Dagsorden og bilag til styregruppemøderne udsendes tre uger inden mødet. Møderækken forløber i udgangspunktet med et årligt møde hos operatøren, p.t. Den Danske Filmskole, og et årligt møde hos en af de øvrige samarbejdspartnere.

Stk. 5

Følgende dagsordenspunkter skal behandles på et ordinært styregruppemøde:

  1. Godkendelse af referat fra forrige møde.

  2. Akademilederens beretning om DADIU’s virksomhed siden sidste møde.

  3. I februar-marts hvert år skal det reviderede regnskab præsenteres, og styregruppen kan afgive udtalelse. Samtidig præsenteres et overblik over medlemmernes in kind-bidrag i forhold til husning af produktioner med henblik på at evaluere balancen mellem parternes bidrag og tage stilling til eventuel ubalance.

  4. En gang årligt skal kontingent for det kommende år vedtages.

  5. Sidst på året skal DADIU’s budget for det kommende år behandles med henblik på endelig godkendelse fra Den Danske Filmskole.

  6. I ulige årstal efter udpegelse/genudpegelse af medlemmer konstituerer styregruppen sig.

  7. Evt. indkomne forslag.

  8. Eventuelt.

Forslag til behandling under punktet ”Evt. indkomne forslag” skal indsendes til styregruppeforpersonen senest to uger inden mødet. Operatøren udsender indkomne forslag til styregruppen senest syv dage før styregruppemødet.

Stk. 6
Alle beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, idet der kun kan træffes beslutning, når mindst halvdelen af styregruppen er til stede.

Stk. 7
Styregruppen kan på baggrund af en skriftligt motiveret ansøgning optage uddannelsesinstitutioner, som erklærer sig indforstået med DADIU’s formål, som betaler kontingent, og som godkendes af styregruppen på baggrund af en kvalitetsvurdering. Det indebærer, at nye uddannelser skal kvalitetsvurderes af fagfolk, som udpeges på baggrund af indstilling fra akademilederen.

§ 5. KOORDINATIONSGRUPPE

Styregruppen nedsætter en koordinationsgruppe, som består af repræsentanter fra hver af DADIU’s parter. Uddannelserne udpeger selv deres repræsentanter. Desuden udpeger branchen en repræsentant for den interaktive underholdningsindustri. Koordinationsgruppen mødes efter behov med henblik på at udvikle og planlægge forløbet, dog mindst to gange årligt.

Stk. 2
Der udvælges to studenterrepræsentanter. Disse vælges blandt de studerende for et år ad gangen. Valget finder sted i forbindelse med starten af DADIU-forløbet. Koordinationsgruppen tilser, at valget finder sted, og at de studerende informeres om opgaver og forpligtelser forbundet hermed.

 

§ 6. OPERATØR

Operatørens hovedformål er at huse og varetage den administrative, økonomiske og faglige afvikling af DADIU-aktiviteter. Operatørens hovedformål er at udmønte DADIU-forløbet i overensstemmelse med den ramme, styregruppen og koordinationsgruppen aftaler.

Stk. 2
I kraft af den bevilling, Den Danske Filmskole modtager (§ 9, stk. 2), er filmskolen DADIU’s operatør.

Stk. 3
Operatøren udpeger/ansætter en akademileder. DADIU’s styregruppeforperson deltager som observatør og rådgiver i ansættelsesudvalget. Akademilederen har det faglige ansvar for koordinering af DADIU’s aktiviteter. Akademilederen deltager i styregruppen med observatørstatus.

Stk. 4
Operatøren varetager følgende:

  • Planlægger, koordinerer og afvikler al undervisning.

  • Evaluerer løbende undervisningselementerne med generelt henblik på udvikling og kvalitetssikring (se § 8).

  • Klargør produktionslokaler og teknisk support.

  • Beskriver DADIU-forløbet på en central hjemmeside med relevante informationer om optag og forløb.

  • Håndterer tilmeldingsprocessen.

  • Håndterer praktiske forhold knyttet til de studerendes samarbejde på tværs af landsdelene.

  • Håndterer intern koordinering mellem uddannelser.

  • Sikrer tilknytning til den digitale, interaktive branche ved løbende at inddrage relevante fagpersoner som undervisere, vejledere og evaluatorer.

  • Sikrer den løbende videreudvikling og definition af rollerne på holdene i samarbejde med branchen og koordinationsgruppen.

  • Sammensætter holdene i forlængelse af den årlige tilmelding med henblik på at sikre stabil ledelse, holddynamik og samarbejde på tværs af uddannelserne.


§7. MEDLEMSINSTITUTIONER

Parterne står selv for kvalitetssikringen af deres studerendes faglige progression, læringsmål og udprøvning; dette sker i overensstemmelse med disse institutioners kvalitetssikringsstandarder og -procedurer.

Stk. 2
Repræsentanter fra parterne deltager i de dele af optagelsesforløbet, der vedrører deres studerende.  

Stk. 3
Parterne bidrager med lokaler og teknisk assistance med henblik på afviklingen af DADIU-semestret. Disse bidrag vil være en del af deltagelsen i DADIU-samarbejdet (se også § 4, stk. 5 pkt. 3).


§ 8. UDDANNELSENS UDVIKLING OG KVALITETSSIKRING

Operatøren og koordinationsgruppen har i fællesskab et koordinerende ansvar for evaluering, kvalitetssikring og -udvikling af uddannelsen samt den løbende faglige koordinering. Det indebærer, at koordinationsgruppen i samarbejde med operatøren sikrer, at uddannelsesforløbet evalueres med henblik på løbende forbedringer. Operatøren skal årligt i forbindelse med planlægningen af det kommende semester indsende forløbsplaner samt evalueringer til koordinationsgruppen. Det er parternes eget ansvar at følge egne evaluerings- og kvalitetssikringsprocedurer.


§ 9. ØKONOMISKE FORHOLD

Aktiviteter i henhold til samarbejdsaftalen dækkes økonomisk af DADIU-samarbejdet. Det indebærer, at relevante lønudgifter m.v. varetages af operatøren på basis af den kontingent- og deltagerbetalingsmodel, som finansierer DADIU-samarbejdet.

Stk. 2
Den Danske Filmskole yder årligt et direkte tilskud til DADIU. Tilskuddet justeres løbende efter Den Danske Filmskoles årlige finanslovsbevilling. Bevillingen svarer til 1,4 mio. kr. (2016-prisniveau).

Stk. 3
DADIU finansieres udover det i § 6, stk. 2, nævnte tilskud, hovedsageligt af to elementer: 1. et årskontingent, som fordeles ligeligt på DADIU’s parter, 2. en deltagerbetaling, hvor hver part betaler pr. deltagende studerende i DADIU-forløbet. Beløbsstørrelserne er pr. 2022 400.000 kr. i samlet årskontingent og 12.500 kr. pr. deltagende studerende. Den årlige betaling fastlægges i forbindelse med årets budgetlægning, jf. § 4, stk. 5.

Stk. 4
Aktiviteterne under DADIU huses af de samarbejdende parter. Det indebærer, at hvert årligt gennemløb af DADIU afvikles med fulde semesterforløb på enkelte af de deltagende institutioner. Det gør sig i den forbindelse gældende, at de institutioner, der huser undervisningsforløbene, stiller lokaler og anden infrastruktur (internet, administrativ bistand, it-support m.v.) til rådighed efter nærmere aftale. Dette opgøres årligt i forbindelse med budgettering og regnskabsaflæggelse. De samarbejdende parter forpligter sig til løbende til at evaluere brugen af lokale ressourcer og sikre en rimelig fordeling af belastningen mellem parterne (se § 4, stk. 5).

Stk. 5
Operatøren varetager sekretariatsbetjeningen af DADIU, herunder aflæggelse af regnskab i overensstemmelse med statens regler.

§ 10. VARIGHED, OPSIGELSE OG ÆNDRINGER

Samarbejdsaftalen gælder indtil 31. december 2025. Aftalen kan forlænges af parterne i enighed.

Stk. 2
Såfremt der inden for aftaleperioden opstår markante ændringer i enkelte medlemsinstitutioners økonomiske og/eller politiske vilkår, der hindrer deltagelse på de definerede vilkår, kan en enig styregruppe vedtage en tilpasning af samarbejdsaftalen.

Stk. 3
Parter, der ønsker at udtræde af DADIU, skal gøre det med et års varsel på et af styregruppens møder. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke.

 

§ 11. MISLIGHOLDELSE OG EKSKLUSION

Gør en af parterne sig skyldig i væsentlig misligholdelse af nærværende aftale, kan de andre parter ophæve aftalen. Ophævelse af aftalen kan dog kun finde sted, såfremt den misligholdende part efter modtagelse af skriftligt påkrav ikke inden for en frist på 14 dage har foretaget handlinger, der bringer misligholdelsen til ophør.

Stk. 2

Styregruppen kan ekskludere en part, der ikke respekterer vedtægterne eller de beslutninger, som er vedtaget af styregruppen. Beslutning om eksklusion skal bekræftes på det førstkommende styregruppemøde.

Styregruppen kan beslutte at eksludere en part, såfremt uddannelsen ikke lever op til den ønskede kvalitet og indhold, eller såfremt uddannelsen ikke længere er relevant for det fælles undervisning- og produktionsforløb. Beslutningen skal dog vedtages med to tredjedele af stemmerne.

 

§ 12. ANSVAR

Almindeligt ansvar for medarbejdernes skadevoldende handlinger påhviler parterne i henhold til gældende regler herom. Ingen af parterne kan drages til ansvar for tab, der opstår som følge af væsentlig misligholdelse af nærværende aftale (kontraktretligt ansvar). Ophævelse af aftalen er dermed den eneste tilgængelige misligholdelsesbeføjelse.

 

§ 13. SAMARBEJDSAFTALEN

Ændring af samarbejdsaftalen kræver enighed blandt alle styregruppens medlemmer.

Stk. 2
DADIU-forløbet udgør et særskilt samarbejdsprojekt. Udvikles der nye samarbejdsprojekter i regi af styregruppen, aftales de nærmere detaljer vedr. økonomi og samarbejdsformer, herunder hver enkelt parts forpligtelser og bidrag, på ny.

 

§ 14. LOVVALG OG TVISTER

Nærværende samarbejdsaftale er underlagt dansk ret. Tvister, der ikke kan løses af parterne i mindelighed, henvises til behandling ved de almindelige danske domstole. Parterne aftaler København som værneting.